Gå til hoved indhold

Vores historie

Tiltagene og idéerne om at opføre Rygårdcentret begyndte allerede tidligt i 1970’erne.

Planlægningen

Planlægningsarbejdet blev indledt i efteråret 1974, hvor Gentofte Kommune lod en række brugergrupper vurdere, hvilke behov centret skulle dække.

I efteråret 1975 blev brugergruppens tanker og idéer sammenfattet i form af et funktionsprogram. Funktionsprogrammet har i revideret udgave dannet udgangspunkt for den nuværende form af centret.

Opført i 1978-79

Rygårdcentret er opført i 1978-79 og er tegnet af arkitekterne Erik Ejlers og Henning Graversen.
Ved opførelsen bestod Rygårdcentret af 54 beskyttede boliger og 32 plejeboliger grupperet omkring de to atriumbygninger, der indeholder fælles funktioner og terapeutiske tilbud.

Desuden blev der opført produktionskøkken, vaskeri, frisør samt tand- og fodpleje. Faciliteter, som den dag i dag stadig er på Rygårdcentret .

Indflytningen

1. april 1980 bød Rygårdcentret de første beboere og daggæster velkommen.

Renovering

Rygårdcentret er siden 1980 løbende blevet renoveret, så det fremstår lyst og venligt og lever op til nutidens krav til en plejebolig. Det oprindelige arkitektoniske indtryk er stadigvæk det fremherskende.
I årene 2000-04 gennemgik Rygårdcentret en omfattende tagrenovering, ligesom der alle steder i fællesrummene, på plejehjemmet, i foyeren og på gange blev åbnet, så der kom mere lys og luft ind.

Bevaringsværdigt

I 2005 blev Rygårdcentrets bygninger og omkransende træer udpeget som bevaringsværdige.

Moderniseringsplanen

Rygårdcentret eksistensgrundlag blev yderligere cementeret i 2005. Her vedtog Gentoftes kommunalbestyrelse at igangsætte en større moderniseringsplan på ældre- og plejeområdet.

En plan, der indebærer, at et større antal små og utidssvarende boliger bliver nedlagt og erstattet af nye og mere handicapvenlige ældreboliger.

Tilbygningen

November 2010 blev 40 nye torums plejeboliger med fast personale taget i brug på Egelunden.

Aflastningen

Marts 2013 blev 32 plejeboliger med fast personale omdannet til aflastningsboligerne Drossellunden, der i marts 2024 flyttede midlertidigt til Hyldegårds Tværvej 12.

Fakta

Rygårdcentret
Grundareal udgør 24.230 m2.
Etageareal udgør 10.480 m2.

Arkitekter
Erik Ejlers og Henning Graversen, arkitekter MAA
Arkitekterne Erik Ejlers og Henning Graversen har blandt andet stået for følgende projekter:

  • Berlin, Diakoniezentrum, Heiligensee, Tyskland
  • Møllegården, Gladsaxe
  • Ordrup Vænge, Charlottenlund.

Ingeniør
Steensen & Varming, FRI

Landskabsarkitekt
Eywin Langkilde

Nybyggeriet Egelunden
40 nye plejeboliger

Arkitekter
Thora Arkitekter A/S

Ingeniør
Niras A/S
Bruttoareal: 3.500 m2

Rygårdcentrets 40-års fødselsdag

Rygårdcentret fejrede sin 40-års fødselsdag midt under corona-pandemien 1. april 2020.

Alle store arrangementer – herunder receptionen med deltagelse af borgmester Hans Toft – blev selvfølgelig aflyst på grund af corona-pandemien.

I stedet sang beboerne og medarbejderne fødselsdagssang i det fri i Kirsebærhaven og i gården ved Egelunden.

Frokosten blev afholdt næsten som planlagt, dog med to meters afstand mellem beboerne ved bordene som ved alle andre måltider.

Den store fest om aftenen blev opdelt i mange små fester i afdelingerne. Menuen var svinemørbradbøffer i flødesovs med bløde løg samt kartoffelmostoppe og hjemmelavet agurkesalat.

Til dessert var der hjemmelavet citronfromage.

Video med fødselsdagssang i gården til Egelunden